Min afhandling med titlen ”Harmonik og tonalitet i Brahms’ sene klaverværker og ”Vier ernste Gesänge” med henblik på den funktionsanalytiske metodes anvendelighed i forhold til såkaldt romantisk harmonik”, som jeg præsenterer på denne side, blev udarbejdet i forbindelse med mit magisterkonferensstudium på Musikvidenskabeligt Institut (nu Musikvidenskab under Institut for Kommunikation og Kultur) ved Aarhus Universitet. Vejleder var – på engageret og meget inspirerende vis – C.C. Møller.
Afhandlingen er resultatet af en omfattende undersøgelse, der tager afsæt i harmoniske og tonale analyser af Johannes Brahms’ ensatsede klaverstykker opus 116, 117, 118 og 119 (1892-93) og hans ”Vier ernste Gesänge” opus 121 (1896), men det egentlige analyseobjekt er den metode, der i Danmark har været tradition for at benytte til analyse af harmoniske og i nogen grad tonale forhold i såkaldt dur/mol-tonal musik. Metoden kaldes ’funktionsanalyse’. Begrebet ’dur/mol-tonal’ dækker over en række karakteristiske og altdominerende egenskaber ved det meste musik komponeret fra første halvdel af 1600-tallet og frem til omkring 1900; dvs. dét, vi i daglig tale kender som ’klassisk musik’ fra barokken, klassikken og romantikken. Desuden bygger meget af det 20. århundredes musik – ikke mindst populærmusik – i større eller mindre grad på dur/mol-tonale principper.
Fra projektets begyndelse havde jeg flere forskellige, parallelle ambitioner for arbejdet, men et centralt spørgsmål var i første omgang, hvorvidt den funktionsanalytiske tradition, der er repræsenteret ved blandt andre teoretikerne Finn Høffding, Povl Hamburger, Svend Westergaard og især Jan Maegaard, stiller en musikhistorisk velfunderet, hensigtsmæssig og konstruktiv metodik til rådighed for analyse af romantisk harmonik (forstået som delmængde af dur/mol-tonal harmonik). Det korte svar er, at det gør den. I processen registrerede jeg dog også en række metodiske inkonsekvenser, samt hvad jeg vurderede til at være uhensigtsmæssige vaner, som jeg derfor gjorde, hvad jeg kunne for at arbejde udenom eller – hvor det var mulig og relevant – præsentere alternativer til. Derudover foreslog jeg forsøgsvist nogle supplerende analytiske begreber, som jeg vil lade andre vurdere værdien af. Det drejer sig eksempelvis om termerne ’anden- og fjerde-trins-subdominanter’ og ’overtertsstedfortræder’. Endvidere bestræbte jeg mig på efter bedste evne at skærpe en række analytiske definitioner, som synes at have haft en lidt upræcis karakter.
En anden central ambition var at undersøge, hvorvidt metoden kan anvendes på toneartsbetingede forhold (dvs. relationer mellem tonearter), hvilket i denne kontekst defineres som ’tonalitet’ – i modsætning til ’harmonik’, der angår akkordiske relationer. Det er et aspekt af metodikken, Povl Hamburger præsenterede bud på allerede i slutningen af 1940’erne i bogen ”Harmonisk analyse”, men som alligevel har været stort set fraværende i faglitteraturen frem til Teresa Waskowska Larsen og Jan Maegaards bog, ”Indføring i Romantisk harmonik. 1. tekstdel”, i 1981. Trods sidstnævntes væsentlige bidrag var det min opfattelse, at der stadig var en række forhold i forbindelse med tonal funktionsanalyse, som kaldte på overvejelser, refleksioner og argumentation. Det er mit håb, at det arbejde, der præsenteres i ”Harmonik og tonalitet…”, har bidraget hertil. Denne del af afhandlingen har indtil videre fået betydeligt mindre opmærksomhed end den, der vedrører de harmoniske forhold, men det er ikke desto mindre her, jeg selv vurderer at have mest nyt at tilføje fagtraditionen. Derfor var det også en stor glæde for mig at erfare, at Daniel Høyerup Nielsen har kunnet finde inspiration til sit universitetsspeciale, ”Symmetriske og oktavligedelende forhold i harmonisk og tonalt perspektiv i Franz Liszts klaverværker fra 1840-1850”, i netop denne del af teksten.
Derudover var arbejdet naturligvis båret af en stor interesse for og dyb betagelse af Johannes Brahms’ musik, og en deraf betinget lyst til at afdække nogle af dens dybere lag. Så meget desto mere, da heldet – eller noget der ligner – ville, at det meget hurtigt i processen viste sig, at Brahms i både disse og i flere andre værker aktivt udkomponerer relationer mellem det harmoniske og det tonale niveau. Dette interessante fænomen kan efter min bedste overbevisning mest hensigtsmæssigt afdækkes, hvis man håndterer de to niveauer på samme måde rent metodisk, og dét forhold illustrerer samtidig relevansen af den gentænkning og revitalisering af den danske tradition for funktionsanalyse, som arbejdet var udtryk for.
”Harmonik og tonalitet…” er efterfølgende på forskellig vis blevet brugt og kommenteret i det musikfaglige miljø og har fået både ris og ros – dog mest af det sidste. I forbindelse med bestræbelser på at få teksten udgivet i bogform har en håndfuld af landets førende fagfolk med kendskab til feltet skrevet anbefalinger, som jeg med glæde henviser til. Stor tak til dem for det!
Tidligere docent, underviser, forfatter og foredragsholder Orla Vinther skriver blandt andet: ”Med et overblik og en autoritet, der er sjælden, formulerer [Jens Rasmussen] indledningsvist specialets faglige og metodiske præmisser og gennemfører derefter sine harmoniske og tonale funktionsanalyser af Brahms’ sene klaverværker og ”Vier ernste Gesänge” med en grundighed og en metodisk stringens, som er enestående i dansk faghistorie”. Og videre: ”Derved placerer specialet sig som et dansk hovedværk i udforskningen af det sene 1800-tals harmonik […]”
Læs hele anbefalingen her
Komponist, organist, studielektor på Københavns Universitet og passioneret teoretiker Svend Hvidtfelt Nielsen karakteriserer i sin anbefaling blandt andet teksten som ”den til dato mest konsekvent gennemførte og gennemtænkte fremstilling af den del af den danske tradition, der frit har videreført […] den Riemannske analysetradition.” (Se evt. også DMO, vol. 4, 2012, s. 33, note 2). Dog har Svend Hvidtfelt Nielsen også formuleret kritik af visse elementer i projektet. (Se nedenfor.)
Læs hele anbefalingen her
Prof. emeritus Bo Marschner fremhæver blandt andet: ”Jens Rasmussens arbejde har på en vis måde et ældre, umiddelbart sidestykke, nemlig i mag.art. Jørgen Jersilds bog fra 1970: ”De funktionelle principper i romantikkens harmonik, belyst med udgangspunkt i César Franck’s harmoniske stil” […]. Men Rasmussens afhandling er både teorihistorisk dybere funderet og mindre egensindigt videreførende end Jersilds arbejde. Endvidere adskiller den sig væsentligt i sit sigte fra professor Jan Maegaards og Teresa Waskowska Larsens bredere anlagte bog ”Romantisk harmonik” fra 1981. Det nyeste skud på denne faglige stamme […] rummer detaljerede referater af og en stillingtagen til de perspektiver og de problemer som de her nævnte […] harmonik-teoretiske bidrag har rejst.”
[Kursiverede titler i originalteksten er her erstattet af gåseøjne.]
Læs hele anbefalingen her
Desuden har de to faglige bedømmere, prof. Michael Fjeldsøe og fhv. lektor C.C. Møller, blandt andet givet den følgende skudsmål: ”Afhandlingen udfolder sig omkring tre hovedtemaer: En grundig og gennemreflekteret diskussion af emnets metodiske og teoretiske problemstillinger. En tilsvarende dybtgående og stringent gennemgang af centrale funktionsharmoniske begrebsdannelser og analyseforudsætninger på grundlag af den danske tradition indenfor teori og analyse. Et meget omfattende, dybtgående og indsigtsfuldt analysearbejde omkring Brahms’ sene klaverværker og klaverledsagede lieder.” Og videre: ”Jens Rasmussen fremstår som en utvivlsomt kompetent og seriøs videnskabsmand, der på baggrund af en dybtgående forskningsproces formidler omfattende indsigt i sit emne – med fuld respekt for stoffets krav samt kontrol over akademisk fremstilling og sproglig form.”
Læs hele udtalelsen her
Afhandlingen er omtalt i bl.a. en lille håndfuld fagartikler og to universitetsspecialer, som jeg henviser til nedenfor. Især har Svend Hvidtfelt Nielsen refereret flittigt til teksten i artikler, hvor han dels sætter positive ord på dele af mit arbejde, dels forholder sig – i visse tilfælde meget – kritisk til nogle af mine grundpositioner og på forskellig vis udfordrer flere af mine konkrete formuleringer. Ikke mindst er han og jeg fundamentalt uenige om kvaliteterne ved og relevansen af Jørgen Jersilds såkaldte positionsteori.
Svend Hvidtfelt Nielsen: “Supplerende bemærkninger til Jörgen Jersilds Positionsteori“, DMO, vol. 4, s. 33, 2012, Kbh.
Svend Hvidtfelt Nielsen: “Alternative Neo-Riemannian Approaches to Carl Nielsen”,
Carl Nielsen Studies, vol. V, s. 196, 2012, Det Kgl. bibliotek, Kbh.
Daniel Høyerup Nielsen: ”Symmetriske og oktavligedelende forhold i harmonisk og tonalt perspektiv i Franz Liszts klaverværker fra 1840-1850”, kandidatspeciale, Københavns Universitet, 2016.
Thomas Jul Kirkegaard-Larsen og Thomas Holme: Conference. “The Ninth European Music Analysis Conference, Strasbourg, June–July 2017“.
Danish Yearbook of Musicology, 41, 2017, s. 3-9.
Thomas Jul Kirkegaard-Larsen: “Riemannian Ramifications”, kandidatspeciale, Aarhus Universitet, 2017.
I sin helhed er ”Harmonik og tonalitet…” pt. kun tilgængelig via udlån fra Æstetikbibliotekerne på København, Aarhus og Aalborg Universitet, men i særlige tilfælde kan man komme i besiddelse af et eksemplar ved at henvende sig til mig (mail: jr@jensramussen-musik.dk). I 2015 blev der lavet en pdf-fil med et længere uddrag af teksten til brug på et kandidatseminar på Københavns Universitet. Det kan downloades på nedenstående link.
Læs eller download uddrag her